tirsdag den 14. februar 2012

Den gode taske

På Fanø Strikkefestival i september kom jeg til en workshop til at sidde ved siden af en dame, der havde en dejlig stor og rummelig taske til hendes strikketøj. Tasken var hjemmegjort - strikket naturligvis og derefter filtet.


Jeg har forsøgt at gøre tasken efter - og her er opskriften til jer:

Garnforbrug og pinde
6 ngl. Lima (300 g) i farve A (sort)
5 ngl. Lima (250 g) i farve B (grå)
Rundpind nr. 5, 60 cm

Strikke- og filteprøve
Lav først en retstrikket strikkeprøve på 10x10 cm og noter hvor mange masker du har slået op. Vask strikkeprøven i din vaskemaskine ved 40 grader (gerne sammen med et par håndklæder) og mål hvor stor (dvs. lille :-)) din strikkeprøve er blevet.


Min strikkeprøve krøb til 8,5 cm, men da der kan være forskel på vaskemaskiner er det bedst hvis du laver din egen strikke- og filteprøve.

Hvor stor skal tasken være?
Find ud af hvor stor din taske skal være i bunden og lav flg. regnestykke:
[ønsket mål på taskens bund]  /  [mål på filtet strikkeprøve]  )
[antal masker du slog op til strikkeprøven]  =  [antal masker du skal slå op til tasken]

Jeg ønskede at min taske skulle være ca. 44 cm i bunden og til min strikkeprøve havde jeg slået 18 masker op.
Mit regnestykke så derfor således ud:
44 cm / 8,5 cm = 5 (rundet ned)
5 * 18 masker = 90 masker

Sådan gør du
Slå 90 m (eller ønskede antal) op med farve A (sort)
Strik 2 pinde ret
Skift til farve B
Strik 2 pinde ret
Fortsæt i striber til arbejdet er 3 gange så højt som bredden.

For at kanten får samme farve på begge sider af tasken bør sidste stribe være i farve A.
Luk løst af i farve A.

Tip:
Jeg bryder ikke garnet ved hver stribe - striberne er så smalle at man sagtens kan føre garnet med op langs siden.

Når der skal føjes et nyt nøgle til arbejdet filter jeg enden fra det nye nøgle sammen med enden fra det gamle.

Det gøres således: Fugt ca. 10 cm af den ene ende godt med spyt eller vand. Læg den anden ende garn til og rul enderne hårdt sammen mellem dine håndflader. Når enderne er filtet sammen kan du fortsætte med at strikke videre - og der er ikke nogle ender at hæfte til sidst :-)

Samling af tasken
Det er nemmest at forklare hvordan tasken skal foldes vha. billeder.
Hvis du er i tvivl om noget så skriv gerne en kommentar til indlægget - og så skal jeg svare så hurtigt som muligt :-)





Sy tasken sammen på de 2 sider med maskesting.

Stød de 2 spidser op mod hinanden i et ca. 7 cm bredt stykke og sy sammen med maskesting.

Læg et lille håndklæde ind i tasken og filt tasken i vaskemaskinen på samme måde som du gjorde med strikkeprøven. Put gerne et par håndklæder i vaskemaskinen sammen med tasken (det hjælper tasken med at filte).

Lås eller ikke lås
Jeg går og overvejer om tasken skal have monteret en magnetlås på indersiden. Indtil videre fungerer tasken dog fint uden - og uden lås kan der jo også være meget mere af det gode garn i tasken :-)

11 kommentarer:

  1. Hej til dig her fra Præstø. Det er en rigtig fed taske, du har konstrueret der. Jeg er imponeret over at du kunne eftergøre modellen og siger tak for opskriften, som jeg nu vil forsøge, om jeg kan printe ud.

    SvarSlet
  2. Kære Anne, super instruktion til en fed taske, vi ses til Gavstriks årsmøde

    SvarSlet
  3. Det gør vi Karen-Ditte - glæder mig :-)

    SvarSlet
  4. Den er bare så sej! Den MÅ prøver (;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lyder godt Lona - smæk gerne et link ind herunder hvis du vil dele resultatet. :-)

      Slet
  5. Herlig veske! Denne skal jeg garantert strikke og starter NÅ! Tusen takk! :)

    SvarSlet
  6. Er nu næsten færdig med at strikke tasken. Har et helt nøgle af den ene farve tilbage. Undrer mig over hvorfor der står at der skal bruges 6 af den ene farve og 5 af den ande ??? Er der noget jeg mon har overset?

    Ulla Gommesen

    SvarSlet
  7. Hej Ulla - det tror jeg ikke. Forklaringen er (hvis du strikker på samme pind som mig) at du må have en løsere strikkefasthed end mig. Hvis du har lavet en strikke- og filteprøve (og slået masker op ift den) så skulle tasken gerne blive som du vil have den :-)

    SvarSlet
  8. Tror du den ville gå an og lave med Kauni?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Christina
      Så længe at det er uld og kan filte så tror jeg godt du kan strikke det i Kauni. Det er selvfølgelig noget tyndere end Lima, så "stoffet" bliver måske tyndere end ved min. Men mon ikke du så bare kan filte den 2 gange i vaskemaskinen? Prøv med en strikkeprøve og se hvordan resultatet bliver.

      Slet
  9. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet