tirsdag den 28. december 2010

Strik a la carte

Så er den endelig kommet! Altså hjem på min boghylde, for den har været ude i handlen siden ultimo november.

Og hvis ikke du helt ved hvad jeg taler om, så er det altså Marianne Isagers reviderede udgave af "Strik a la carte" - nu med titlen "Strik a la carte 1". :-)


Den første udgave af "Strik a la Carte" udkom i 2003 og har været udsolgt fra forlaget i mange år. I stedet har jeg måttet ty til bibliotekets hylder - og ikke fordi der er noget galt med biblioteket - men strikkebøger vil jeg altså helst selv være ejermand af. Så kan jeg altid finde dem på hylden til opslag, inspiration og referencetjek :-)

Den nye udgave af "Strik a la carte" skulle indeholde de samme opskrifter som den gamle udgave - men opskrifterne er blevet gennemgået og tilpasset de erfaringer Marianne Isager har gjort sig siden 2003. Jeg synes det er dejligt at Marianne har givet sig tid til at finpudse opskrifterne - i stedet for bare at lave et genoptryk af 1. udgave (som hun eller forlaget sagtens kunne have valgt at have gjort).

Bogen indeholder rigtig mange dejlige klassiske opskrifter og bagerst et hurtigt og overskueligt opslagsværk fra Åse Lund Jensens bog "Strikning". I opslagsværket er der illustrationer for ind- og udtagninger, vendestrik, de mest anvendte snoninger, hvordan man syr sammen med maske- eller madrassting, gobelinstrik og sidst men ikke mindst er der anvisninger til hvordan man kan beregne sin egen model. Meget anvendeligt!

Et af de første projekter jeg skal i gang med fra denne bog er Zigzag-jakken. Jeg prøvede den på til et foredrag med Marianne i efteråret - og blev noget så forelsket i den. Den er strikket med en tråd tynd alpaca og en tråd tynd uld, og udover at være let i garnet, lun at have på, så har den bare nogle flotte effekter med skød og striber.


Jeg har endnu ikke set bogen hos nogle af de klassiske boghandlere - men både hos Sommerfuglen i Kbh. og Garnhøkeren i Roskilde kan man købe den for 250 kr.

I øvrigt så er Marianne i gang med en "Strik a la carte 2", som hun regner med kommer ud til sommer.. :-)

Hvad er der på pindene pt?
Jeg har benyttet juledagene til at få gang i mit vinterprojekt Nostalgi af Anette Danielsen. Hver gang jeg starter på et strikkeprojekt med enten et avanceret hulmønster eller snoningsmønster tænker jeg "Dét kommer jeg aldrig til at kunne udenad.." Men efter et par gentagelser af mønsteret er der dog en hel del der hænger ved. :-)


"Nostalgi" er dog noget af en udfordring - ikke bare pga. snoningerne, men også fordi der er en del ind- og udtagninger gennem hele modellen. Det er derfor dejligt at have ferie og have tid til at komme igennem disse lange passager, hvor man skal have tungen lige i munden - og så regner jeg med at ærmer og krave er lidt nemmere at gå til og derfor meget passende når hverdagen starter igen.

tirsdag den 21. december 2010

Skuffende..

Så blev jeg færdig med det gule løbemaskesjal. Og det lever altså ikke helt op til mine forventninger.. :-(

For en måneds tid siden var jeg til foredrag med Lotte Kjær (hende med løbemasker..) - og der havde jeg mulighed for at prøve et færdigstrikket sjal.

Jeg faldt for modellen fordi det havde en god længde, en lethed i sig pga. løbemaskerne, men samtidig også en vis tyngde i kraft af den faste kant - og som gjorde at sjalet lagde sig godt om skuldrene.

Iflg. Lotte og iflg. opskriften i hendes bog skal der kun bruges 100 g. boucle. Men mit sjal er altså IKKE blevet som i bogen eller som det jeg prøvede til foredraget :-(

Det er - synes jeg - blevet alt alt for kort..


Hvad gik galt?
  • Jeg strikkede sjalet på pind 10 (opskriften siger enten pind 10 eller 12). Måske var det her det gik galt?
  • Jeg valgte at slå 40 masker op - måske skulle jeg hellere have slået 34 masker op..
  • Den faste kant i enderne blev 10 pinde bred - måske skulle den have været mindre (på den anden side, så er det kanten der giver tyngden til sjalet)
Og så strikkede jeg til der absolut ikke var mere garn tilbage i nøglet. Tror sammenlagt jeg har ca. 30 cm. garn tilbage :-)

Lotte skriver at sjalet trækker sig længere i brug, men jeg kan alligevel ikke forestille mig at det kan blive så langt som jeg havde ønsket mig det. Jeg har ikke en gang vasket/filtet det endnu, men kan kun forestille mig at det bliver mindre efter sådan en tur..

Jeg har stadig et nøgle boucle tilbage. Ikke i den majskolbegule (som kæresten kalder det..), men i en dyb lækker lilla..

Måske prøver jeg at strikke sjalet en gang til med ovenstående tilpasninger, måske dropper jeg det bare... Men hvis der er en eller anden i omgangskredsen der har behov for udleve sin indre påskekylling til fastelavn, så er dresset hjemme.. :-)

Æv.

torsdag den 16. december 2010

Den færdige Løvfald

Noget af det mest kedelige ved at strikke er al det monteringsarbejde der er tilsidst. Derfor elsker jeg fx. at strikke sjaler:
Slå masker op, strikke, strikke, strik og så luk af. Færdig finito... og så skal det lige vaskes og spændes op, men der er ikke noget med at skulle sy sider sammen eller montere ærmer etc.

Selvom "Løvfald" er strikket på rundpind og lige til at gå til, så er der en lille smule montering til sidst. Linning og oplægning forneden er selvfølgelig med til at give det færdige arbejde en finishing touch - men montering bliver altså aldrig en fornøjelse for mig :-(

Montering af linningen
Linningen blev monteret med en tråd af den mørkegrå Tvinni.

For at sikre mig at linningen ikke skulle smutte eller skride for mig i monteringen, fæstnede jeg den rundt i kanten - ligeligt fordelt - med 8 af mine yndlingsstrikkemarkører fra Clover.


Jeg stødte på markørerne første gang hos Vivian Høxbro, men jeg har set at de nu også kan fås hos Sommerfuglen i København.

Jeg bruger faktisk markørerne i alt mit strikketøj - enten for at markere starten på en rundpind, som tællere ved ind- eller udtagninger eller bare ved markeringer af ret- eller vrangsiden.

De hænger ikke fast i garnet, er nemme at føre over fra den ene pind til den anden - og hængelås-funktionen gør at jeg altid lige kan hæfte en markering af eller på.

Den færdige linning


Oplægning forneden
 "Løvfald" sluttes af forneden med en opslagskant, der giver lidt tyngde til nederdelen.


Annette Danielsen anbefaler at man monterer den med en tynd sytråd. Hvorfor ved jeg ikke - men jeg gjorde som hun skrev og er ganske tilfreds :-)

Den færdige model
Og her er så den færdige model på den lykkelige ejer.  :-)
Jeg er meget tilfreds med resultatet - og elsker farverne!
 


Annette Danielsens opskrift i "Strik naturligvis" er meget gennemarbejdet og er lige til at gå til - og jeg vil overhovedet ikke afvise at nederdelen kunne blive strikket igen i andre farvekombinationer.

Næste projekt
Mit næste projekt på pindene er et sjal (= ingen montering - yipeee :-)) med løbemasker. Garnet er en karrygul mohair boucle fra Canard og så har jeg købt en tynd bomuld, der kan løbe sammen med boucléen.



Opskriften er meget nem: et par pinde med ret-masker derudad, en enkelt pind hvor man slår løbemaskerne op, så en masse pinde med ret-masker derudad, derefter en pind hvor man slipper løbemaskerne - og så lige et par pinde med retmasker til afslutning.

Til slut skal sjalet filtes meget let i maskinen (en kort kold vask)
- og vupti, så har man sig en ny beklædningsgenstand :-)

søndag den 12. december 2010

Se hvad jeg har fået..

Her til morgen kunne jeg endelig åbne pakken fra kreativemysticia.blogspot.com. Og se hvad jeg fik:


4 smukke hjerter der pynter de gæslinge grene jeg købte på torvet igår, 5 stk. til & fra mærker (som jeg altid står og mangler d. 23...), en pose chai, som jeg elsker (og det var dét der duftede af jul..) - og et flot decoupage billede med små fine stedmoder-blomster.

1000 tak Jill for den fine gave! Det er dejligt at få noget nyt ind i stuerne som man ikke selv har haft fingrene i - og til eftermiddagens julestue, skal der helt sikkert laves flere julehjerter af alt det gavepapir jeg har liggende i mine gemmer. :-)



Finske julestjerner..
Udover julehjerterne tror jeg også at jeg skal have kastet mig ud i en eller flere finske julestjerner.
Jeg fandt nogle flotte eksemplarer hos Strikkelykke

Billedet er lånt fra Strikkelykke1.blogspot.com

Jeg tænker at jeg kan bruge de klassiske hvide stjernestrimler i 1. forsøg - og hvis det griber om sig, må vi i gang med det 2 farvede papir. Opskriften er gratis og kan læses her.

lørdag den 11. december 2010

Så er den her...

Så er min pakke fra den kreative pakkekalender endelig kommet! Jeg har åbningsdag i morgen - og var godt nok ved at blive lidt nervøs over om jeg var blevet brændt af.. Men nu er den her!

Den glade giver er Jill fra Skjern - kreativemysticia.blogspot.com. og jeg har - som vanligt når der er pakker i nærheden - befamlet, trykket (forsigtigt..), rystet (forsigtigt) og sidst men ikke mindst duftet til pakken.

Måske lidt sært med det sidste, men da jeg havde hentet pakken på posthuset blev den puttet ned i en rygsæk - og da jeg kom hjem og åbnede rygsækken fik jeg altså en snert af juleduft. Sådan lidt kanel, nellike eller kardemomme agtigt.. Spændende! Og måske er det bare mine sanser, der spiller mig et puds - og så er det jo fuldstændig til grin hvad jeg kan få en gammel rygsæk til at dufte af i ren og skær forventning.. ;-)

I morgen skal pakken åbnes - og lige så snart dagslyset er brudt frem skal jeg nok bringe billeder her på bloggen.

Så er Løvfald næsten færdig
Forrige fredag kom posten med de sidste par farver til min Løvfalds nederdel - og nu er den NÆSTEN færdig.
Jeg mangler bare lige alt det kedelige... :-( Lægge kanten op forneden, strikke en lining til foroven, føre en bred elastik igennem foroven - og så skal den selvfølgelig lige vaskes og lægges til tørre. Jeg skal nok vise billeder af den færdige model :-)



Nederdelen måler 53 cm+ (dvs. til lige over knæene). Jeg er blevet ret glad for farverne - som en af mine kolleger sagde, da jeg viste nederdelen frem: "Det er rigtige Anne-farver" - og yippee-kai-yeah - det er lige det det er! :-)

Jeg har stadig en del rester af Tvinni garnet tilbage, så mon ikke der kan blive til et par håndledsvarmere eller en stribet hue.. måske sådan en af dem med en lang spids, der kan flagre gennem luften, når jeg kommer cyklende?

1 stk julekugle er klar..

For et par uger siden købte jeg en norsk bog med opskrifter på strikkede julekugler.

Det er så blevet til 1 kugle siden da - og måske kommer der flere til..

Julekuglerne er et hyggeligt lille strikketøj in between projects - eller mens man fx venter på friske forsyninger fra Århus :-)

onsdag den 1. december 2010

Mød familien Sne..

Langt om længe blev det d. 1. december og Den Kreative Pakkekalender er gået i gang.

Min pakke som jeg sendte i sidste uge blev åbnet her til morgen af Julia alias TheVintageHausfrau i Århus.

Indtil da har det været en hemmelighed hvad jeg fik kreeret til hende, men nu er pakken åbnet - og så skal I da også lige have lejlighed til at hilse på familien Sne. :-)



Familien er strikket i Filcolanas Alpaca Indiecita og fyldt med tørrede ærter (for at give dem lidt tyngde forneden) og uld. Opskriften stammer fra www.knittingatnoon.com, der har mange opskrifter på forskellige søde figurer (bl.a. nogle meget kære rumvæsener..)