Sjalet giver lige det ekstra lag der skal til, men det er altså ikke alle dage at mit humør er til turkis/brune farver.. Ønsket om et sort uldsjal har derfor meldt sig sådan ca. hver vinter - og i år skal det forhåbentlig også blive til noget..
Jeg har set flere bloggere rundt på nettet anbefale Garnudsalg.dk's Blackhill Højlandsgarn. Farverne ser rigtig lækre ud - og prisen er der overhovedet ikke noget i vejen med: 35 kr. pr. 100 g.!
Jeg har købt 200 g. i farven Sorten Muld. - og farven er som navnet siger: Sort som muld. Så mørkebrun at den næsten er sort - som farven på tung våd, friskvendt muld på en vinterdag med høj himmel..
Da garnet ankom blev der ledt efter en opskrift på et vintersjal med et lækkert og udfordrende mønster. Opskriften blev fundet på ravelry.com - og var selvfølgelig gratis.. Designet er af Jenny Johnson Johnen og hedder Echo Flower Shawl. Her er det billede jeg faldt for - og som fik mig til at vælge lige præcis dette mønster:
Sjalet strikkes oppefra og ned og starter med at man strikker 3 masker op på en række af luftmasker. Denne teknik lærte jeg første gang i et Karen Noe sjal - og syntes som med al nyerhvervet viden at det var en stor åbenbaring for mig! Teknikken giver en ensartet pæn kant foroven, hvor det ikke lige er til at se hvor maskeopslaget er startet..
Prøv det, når du en gang skal strikke et sjal oppefra og ned.
Jeg er kommet godt i gang med det store stykke med blomsterne.
Som det kan ses ligner mit strikketøj ikke særlig meget det blomstermønster der er på det øverste billede. Men når jeg trækker lidt ud i sjalet, så det bliver glat kan jeg sagtens se mønsteret. Så en udspænding skal der helt sikkert til, når dette sjal er færdigstrikket!
Blackhill Højlandsgarnet er tyndt - og til tider måske også lidt for tyndt.. Jeg kan godt blive lidt bekymret for om garnet i visse passager kan holde til en udspænding, men det må vise sig..
Mønsteret er fint. Lige lidt udfordring i starten med at finde rytmen i mønsteret, men når den er fundet er det bare derudad. Om ikke så længe skal jeg i gang med kanten - og så skal jeg til at finde en ny rytme. Men det er dét der gør sådan et sjal sjovt at strikke :-)
Hvad er der ellers på pindene?
Jeg har stadig gang i min Nostalgi... eller sådan da..
På et tidspunkt kom jeg til at strikke med hovedet under armen (pas på med det :-)) og fik sprunget en hel kolonne(!) i opskriften over. Miseren opdagede jeg først lidt for sent, så nu skal jeg tage mig sammen til at strikke et godt stykke baglæns for at få rettet fejlen.

Efter at have genlæst opskriften mindst 10 gange uden at blive klogere, blev jeg irriteret og sendte i stedet Annette en mail med råb om hjælp. Denne ville hun heldigvis gerne give - og da jeg skulle lave en lidt mere udførlig beskrivelse til hende andet end "Jeg kan ik' få det til at passe!!!" fandt jeg selvfølgelig selv fejlen med det samme!
Hvor blind kan man være??