onsdag den 5. oktober 2011

I en håndevending..

I sommers fik jeg mulighed for at besøge Aagaard i Hurup Thy. For mig er det ren Aladdins hule at komme derind. I hvert et hjørne og i enhver lille krog gemmer der sig et eller andet pudsigt, sjovt, mindre kønt eller et virkelig flot stykke kunsthåndværk eller kreation. Udover disse færdiglavede skatte, så rummer Aagaard også masser af garn - bl.a. strikkekits fra Geilsk.

I Roskilde er der desværre ikke nogle af mine strikkepushere der forhandler Bente Geil's modeller. Jeg kunne se alle hendes fine modeller på nettet, men havde svært ved at vurdere farverne på hendes garn. Sidste år investerede jeg derfor i Bentes garnkort - og jeg har brugt rigtig mange timer siden da på at kigge, røre, kigge og vurdere farver. Modelmæssigt set havde jeg besluttet mig for at lave Håndevending, materialet skulle være Bentes tynde uld og farven jeg forelskede mig i var nr. 3. Heldigvis havde Else Høgh fra Aagaard kittet hjemme i den rigtige farve - og sensommerprojektet var hjemme :-)


Her har min fætters kamera fanget mig med hovedet i Elses garnkasser - og efter et par timers tålmodig venten udenfor kom det samlede kvindelige shoppeteam ud med hænderne fulde af nye investeringer :-)

Erfaringer og eftertanker
Jeg er bare fuldt ud tilfreds med det her resultat - har allerede haft den på adskillige gange og den fungerer fint under min cowboyjakke her i overgangen til efterår. Farven er den for mig perfekte blå - lidt petroleumsfarvet med mere blå end grøn.


Håndevending har fået sit pudsige navn fordi vesten den ene dag kan have bølgemønsteret som krave - og den anden dag kan man bruge rib-stykket som krave og bølgemønsteret forneden.


Inden jeg gik i gang med arbejdet havde jeg dog allerede besluttet mig for at rib-stykket skulle være ryg og bølgemønsteret skulle være krave - og at jeg egentlig ikke brød mig særlig meget om modellen når den var omvendt. Hvis jeg havde haft planer om at kunne bruge modellen på begge måder ville jeg nok have gjort bølge-stykket længere, da den så måske ville falde pænere på ryggen. Som den er nu ligner den en lidt for kort ærmeløs bolero når den bliver vendt om - og er på ingen måde særlig flatterende for figuren (derfor heller ingen billeder :-))


De små detaljer
Min favoritdetalje på Håndevending er ribudtagnings-stykket på ryggen. Det er pokkerme pænt tænkt af Bente Geil :-)


En lidt mindre synlig, men dog også rigtig lækker detalje er at de masker der strikkes op langs kanten skjules bag en lille flap. Jeg har forsøgt at tage et billede der viser for- og bagside på de opstrikkede masker - og hvordan de er blevet skjulte.


Når folk undrer sig over at en opskrift skal koste penge, så tænker jeg på alle de timer og tanker som designeren har lagt i modellen - og jeg betaler glædeligt for disse små detaljer, den nye viden og guldkornene!

En ekstra skat..
I en af Aagaards kroge fandt jeg denne lille fyr - og han måtte med hjem..

Med en klat maling og lidt kreativitet kan man give liv til en stump trekantet træ..
Han har på ingen måde nogen praktisk funktion, men når jeg får øje på ham i min vindueskarm kommer jeg til at smile og tænke på Thy i solskin. Og det er jo ikk' så ringe endda! :-)

6 kommentarer:

  1. flot:o)... jeg har også kigget på de modeller... der er MANGE rigtig flotte og de er lidt finurlige, hvilket jeg godt kan lide.

    SvarSlet
  2. Ja, mange lækre.. På et eller andet tidspunkt bliver jeg nødt til at kaste mig ud i en Underslyngel :-)

    SvarSlet
  3. Jeg er også vild med Bent Gejl og hendes designs og har det ligesom dig. Vil også gerne betale for noget så gennemført, og hvis vi ikke hjælper dem til at få brød på bordet, så kom der heller ikke flere super detaljer til os.

    Din lille fyr er sød, og ferieminder er altid gode at have.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  4. Skøn lille sag, jeg er også vild med Gejl opskrifter, og hendes garn er super kvalitet... jeg håber du bliver glad for den lille sag:)

    SvarSlet
  5. Tak for hjælpen med at kunne komme med kommentarer.
    Skønt.. Det hjalp, så nu er jeg bare med alle steder igen.
    Kunne du ikke lave et blogindlæg om det, for jeg er som sagt ikke alene om problemet..

    Og så til det jeg ville den anden dag.
    Det er så skøn en vest du har lavet... og fuglen er jeg bare helt vild med.

    SvarSlet
  6. Hej Ulla - dejligt at du nu kan være med igen på kommentar-bølgen :-)
    Jeg har lavet et kort lille indlæg her på bloggen om problematikken, hvor jeg linker til Hausfraublau.

    SvarSlet