tirsdag den 30. november 2010

Løbemasker under kontrol

Tirsdag aften tilbragte jeg på Gentofte bibliotek i dejligt selskab med Lotte Kjær og en masse andre strikketosser.

Lotte Kjær har specialiseret sig i beklædning, hvor der indgår løbemasker. Løbemasker er masker der - selvsagt under kontrol ;-) - tabes og dermed laver nogle lange baner ned til hvor masken blev slået op.


Udover at skabe en designmæssig effekt, er maskerne også med til gøre tøjet fleksibelt. Hvor man den ene dag kan vælge at stikke hovedet gennem en trøjes ærmegab og armen gennem halsudskæringen - kan man den anden dag vælge at bære trøjen omvendt på etc.

Løbemaskerne gør at trøjen kan bære at blive båret og strukket i forskellige retninger - og gør at det samme stykke tøj kan få rigtig mange forskellige udtryk med løbemasker foroven eller forneden, med kort ryg og langt front eller omvendt. Jeg skal helt klart på et tidspunkt prøve at lave en af Lottes trøjer i nogle af mine mange uldrester.

Lotte slutter gerne af med at filte alle hendes trøjer, sjaler etc. Hun filter i vaskemaskinen uden sæbe ved 30-40 grader i en halv time af 3-4 omgange. Mellem hver vask tager hun tøjet ud, strækker det lidt ud hvor det trænger - og fordi hun kun filter det en halv time ad gangen kan hun styre processen og stoppe når tøjet er filtet nok.

Lotte havde en masse af hendes færdige ting med som vi kunne røre ved og prøve på alle mulige måder. Hun startede ud med at vise hvordan hun brugte forskellige materialer i hendes modeller. Nogle af de lidt mere særprægede ting var bl.a. denne hat, der er strikket af gavebånd.



Måske lidt mere sjælden end køn, men tanken er sjov. Ikke mindst åbner det helt klart op for nye muligheder til dette års gaveindpakning.. Beware out there.. :-)

Udover gavebånd havde hun også eksperimenteret med indsatser af laminerede blade, gavepapirer etc. Nedenstående trøje er et eksempel på dette.



Den er strikket i fiskesnøre og et tyndt uldgarn (de streger der "tegner" romberne). I romberne har hun listet lameringsstykkerne ind og givet dem en omgang med symaskinen - og efter en gang filtning trækker uldgarnet sig sammen mens fiskesnøren forbliver uændret. Spændende, flot og meget anderledes..

I andre af hendes modeller havde hun strikket kassettebånd (!) sammen med et tyndt uldgarn. Det gav en meget flot effekt med det skinnende kassettebånd og det matte uldgarn. Jeg faldt for denne bluse (beklager det dårlige billede - kameraet i min mobil er ikke helt noget at råbe hurra for..), hvor der i det øverste stykke er strikket striber af kassettebånd ind - og hvor halskanten og striberne på ærmekanterne er strikket i strimler af gammelt sengetøj. :-)




Trøjen var der pt. ikke nogen opskrift på, men man kunne købe den færdige model af Lotte. Efter et pristjek måtte jeg dog erkende at hvis der også skal være til julegaver til familien og snarligt bilsyn måtte jeg nok holde lidt igen... Men flot var den - og prisen.. jo det var såmænd "sølle" 2200 kr. :-|

Udover hendes mange trøjer havde Lotte været så fræk (læs: smart) at tage garn - og ikke mindst en Dankort terminal - med, så lidt garn fik lov til at komme med hjem til Roskilde..:

2 nøgler boucle garn blev det til - ét i en dyb, dyb lilla (1032) og et i en absolut lækker varm gul (1034). Jeg synes gul er en dejlig farve, men det er meget meget sjældent at jeg kan finde garn der har den helt rigtige nuance. Enten er det babygul, citrongul eller ovre i det orange. Denne gule er mørkegul - en blanding af sol- og banangul med et strej af karry.. Det er da ikke svært at forestille sig, vel? ;-) Garnet er fra det gamle Naturfiber, der er blevet opkøbt af Canard.

De 2 nøgler boucle skal bruges til 2 separate projekter (de er ikke lige tone-i-tone ;-)). Det ene af projekterne har jeg allerede bestemt mig for: En stola/sjal med løbemasker fra Lottes (pt. eneste) bog "Slip maskerne løs" - det andet projekt tænker jeg lige lidt over..

søndag den 28. november 2010

Pynt til træ og kage..

I går modtog jeg min 1. søndag i advents-gave - en norsk bog om strikkede julekugler :-)

Jeg så den omtalt på en anden blog: pinnehobby.blogspot.com og blev fristet til lidt selvforkælelse - og måtte straks bestille den hos Cappelendamm.no.



Bogen er flot og fin med mange forskellige mønstre (55 stk. + et par vanter).

Mit første forsøg skal være i metallic garn (jeg er lidt til glimmer.. :-)) - og regner altså ikke med at det bliver et rensdyr mønster eller snekrystaller jeg kaster mig ud i.. Men mon ikke det kan blive til en stribe eller tre?

Kager og strik
På min tur rundt på nettet faldt jeg også over denne video. Når nu juletræet bliver plastret til med strikkede julekugler (NOT!), så skal konfekten da også have en tur.. ;-)




Min kollegas kone Louise er i lære som konditor og hun har allerede kastet sig ud i det. Prøv at se hendes kageblog på www.kommoden.dk.

Hvad er på pindene pt.?
Jeg er løbet tør for rester til min "Løvfald" - eller dvs. jeg er løbet tør for rester i de rigtige farver.. :-) Jeg mangler sådan ca. 12 cm før nederdelen er færdig. Jeg skrev til Tøndering Strik i sidste uge og bad om et par rester - og ventetiden har jeg brugt på at strikke huen til min mor om igen.

Om igen fordi jeg for en måneds tid siden havde lavet den i en størrelse small kombineret med højden fra en large (12 cm). Den blev alt for kort og fungerede mere som en kalot end en hue. Jeg pillede huen op igen og lagde 5 cm til - og nu er den blevet god.



Det er ikke en "pose"-hue, men den kan godt komme ned om ørerne.
Hvis ikke den passer bliver den bare pillet op igen og "strukket" forfra. :-)

Huen er strikket i Marianne Isagers Alpaca 3 - det lækreste tykke og bløde garn, der ikke kradser. Se evt. farvekort hos Sommerfuglen.dk.

Næste uge..
Hvis vejret er til det skal jeg tirsdag aften til foredrag med Lotte Kjær på Gentofte bibliotek. Lotte har lavet en masse opskrifter hvor der indgår løbemasker (dvs. masker der bliver kontrolleret tabt af pinden.. :-)) - og det bliver spændende at høre om og se hendes ting. Hun har de sidste par år haft en stand på Kunsthåndværkermarkedet ved Vor Frue Kirke, hvor hun bl.a. har haft nogle flotte trøjer/jakker med.

På onsdag d. 1. december bliver mit bidrag til Den Kreative Pakkekalender åbnet. Pakken kom frem til Århus tirsdag og jeg glæder mig til at se om pakken falder i TheVintageHausfrau's smag.

lørdag den 20. november 2010

Give and take a little..

Jeg har meldt mig til Den kreative pakkekalender - og glæder mig som et lille barn :-)

Pakkekalenderen er sat i værk af unikarina og går ud på at man laver en kreativ pakke og sender til en anden blogger - og så modtager man selv en pakke fra en tredie.

Og nej, der er ikke noget pyramidespil eller kædebrev over det: Man melder sig selv frivilligt (og det er desværre for sent nu, hvis du først læser om pakkekalenderen nu..) og skal kun lave 1 pakke og kommer kun til at modtage 1 pakke.

Der deltager i alt 133 (!) bloggere i denne lille leg - og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilket arbejde det har været for unikarina at få det til at gå op. Personligt ville jeg have trukket på min gode ven Excel eller bedt min bedre halvdel om at kode et lille program, der kunne fordele givere og modtagere ligeligt.. ;-) Men dejligt at der er nogen, der har modet - og ikke mindst får idéen!

I sidste uge modtog jeg så min mail fra unikarina med navnet på den blogger som jeg skal lave en gave til og hvornår pakken senest skal være hende (ja, det er en "hun"..) i hænde. Fra d. 1.-24. december vil der rundt om i det danske land blive afsendt, modtaget og skrevet om alle pakkerne på de deltagende blogs. Jeg skal åbne og skrive om den pakke jeg (forhåbentlig) modtager d. 12. december.

Den gave som jeg selv sidder og laver i disse dage skal være en hemmelighed indtil min modtager åbner den.. men jeg kan fortælle at jeg siden i tirsdags har befundet mig i mit absolut yndlings kreative hjørne - og at jeg allerede nu har udviklet et personligt forhold til "kreationen". :-)

Jeg håber ikke afskeden bliver for svær - jeg må være stærk i troen, pakke den godt ind og sende den afsted en gang i næste uge med alle gode ønsker om et langt og lykkeligt liv i det jyske (.. og så siger jeg ikke mere..)

.. i stedet vil jeg glæde mig til at kunne åbne en gave d. 12. december :-)

Og så lige et lille grin til weekenden..
Fandt denne video på nettet og synes den er grineren - måske især for kreative nørder..:-)

fredag den 12. november 2010

En "strikket" krukke..

Udover strik har jeg stor glæde af at "lege med ler" :-)

Glasurer kan være flotte og fascinerende, men jeg synes nu at det er modelleringen og at skabe de små detaljer der er det sjoveste.

Jeg kan sidde i flere timer og dage og fifle med en enkelt ting - og selvom resultatet ikke altid lever op til de mange timers forventningsfulde detaljearbejde, elsker jeg disse timer, hvor alt kan lade sig gøre og hvor det kun er fantasien der sætter grænser..!

Onsdag aften kom denne kreation ud af ovnen: En "strikket" krukke til de strikkepinde der pt. ikke er i brug :-)
















Hvad er der på pindene pt.?
Den sidste uges tid har budt på mange dejlige forlystelser, hvor strikketøjet ikke lige har været til at tage med.  Det er derfor stadig Løvfald der er gang i.

Nederdelen bliver strikket med 2 tråde - en tynd alpaca (mørkegrå) og et tyndt uldgarn i skiftende farver. Den gennemgående mørkegrå alpaca sikrer en sammenhæng mellem de tilfældige farveskift - eller i hvert fald en sådan nogenlunde sammenhæng.

De fleste af mine farveskift og farveovergange har jeg været tilfreds med, men jeg fik desværre lavet et farveskift der skar lidt for meget i øjnene.. De første par dage prøvede jeg at overbevise mig selv om "det skal heller ikke være så kedeligt" og "det vænner du dig til, når hele nederdelen er færdig..", men tilsidst var jeg alligevel for irriteret på det og pillede op.

For nogle år siden ville jeg troligt have strikket baglæns i flere dage i skræk for at tabe maskerne, men med årene er jeg blevet mere modig, så arbejdet blev pillet af pindene og forsigtigt trævlede jeg op til et par pinde før det grælle farveskift. Stille og roligt blev alle masker puttet på pinden igen - og de masker der havde snoet sig eller vendt sig forkert blev rettet ind på de sidste par pinde med "baglæns strik".

Nu er jeg kommet godt videre med farverne - og styrer tilfældighederne med hård hånd :-)



Næste uge byder på en VIP-vagt, der kræver at forlystelser udenfor hjemmet bliver holdt på et minimum. Heldigvis giver det så bare mulighed for masser af strikketimer derhjemme - og det er jo bare en af de bedste forlystelser :-)

tirsdag den 2. november 2010

Og der blev filtet..

I weekenden fik jeg sat en gang vask over med diverse strikkeprojekter der skulle filtes.

Kærestevanter
Kærestevanterne var blevet færdigstrikkede og pyntet med krøluld.
Jeg filtede dem ved 40 grader - og de krympede bare rigtig meget..

Før filtning


Efter filtning

Heldigvis blev vanterne ikke alt for små..
Brormand kom nemlig tilfældigvis forbi lige da vanterne var kommet ud af vaskemaskinen. For at udvide vanterne til mandehænder, blev hans store tømrer-hænder derfor hurtig iklædt den halvvåde kærestevante med beskeden: "Kan du ikke sidde og flette lidt fingre med dig selv i dem her, mens jeg laver en kop kaffe?
Man skal passe på med at besøge søster, mens hun har gang i strikkeprojekter.. ;-)

Kærestevanterne er strikket i Karen Noes shetlandsuld - og garnet filter rigtig godt (dvs. arbejdet bliver dejlig tæt og fast i det). Perfekt til sutsko, vanter, tasker og hatte.. :-) 

Hat til Britt..

Apropos hatte, så indeholdt vaskemaskinen endnu et filteprojekt - en hat til en dejlig højskoleveninde. :-)

En af de lidt mere alternative højskoledeltagere på sommerens højskoleophold udnyttede det store kundepotentiale og fyldte en bænk med hendes hjemmefiltede hatte og pynt. Tingene blev solgt til en noget pebret pris: 300 kr. pr. hat - og 150 kr. pr. hattepynt (så vidt jeg husker). På den anden side så fik hun jo så også næsten finansieret opholdet via hattesalg..

Denne her hat kostede et nøgle garn til ca. 80 kr., nogle rester uldgarn til hatteblomsten - og så en halv dags tid samlet set ift. arbejdsindsats.


Nu mangler jeg bare at få lavet en kaffeaftale i Karise, så hatten kan komme i brug :-)

Hvad er der på pindene pt.?
Jeg er gået i gang med min strikkede nederdel "Løvfald". Jeg ville have forsvoret at jeg nogensinde skulle komme så vidt at jeg ville strikke nederdele/kjoler..
Men man skal aldrig sige aldrig - og den tegner altså meget godt...


Kameraet har åbenbart en af de dage, hvor farverne skal gengives lidt ekstra skrapt på billederne.. I virkeligheden er farverne meget mere afdæmpede og douche